Mission
Øget trivsel blandt børn og unge
Vi ved, at der er en sammenhæng mellem om børn og unge trives, og hvordan deres senere sundhed bliver
Et godt liv begynder med et godt børneliv. Det er i vores første leveår, at vi danner fundamentet for, hvordan vi klarer os videre i livet. Hvordan vi udvikler os og former vores eget liv. Hvordan vi påvirker andres.
Derfor er det vigtigt, at alle børn og unge trives. Og derfor er det bekymrende, at et stigende antal danske børn og unge i disse år mistrives i deres hverdag og livsforløb.
Glæden ved at gå i skole er dalende, og for mange børn føler sig alene og udenfor. Flere rammes af psykisk mistrivsel og sygdom. For nogle børn og unge er udfordringerne ekstra store. Trods flere indsatser er 47.000 unge mellem 16 og 24 år stadig hverken i arbejde eller uddannelse.
Det kræver handling fra hele vores samfund – fra politikere, myndigheder, civilsamfund og erhvervsliv – hvis vi skal vende udviklingen.
Vi har brug for nye helhedsorienterede tilgange og løsninger, der går på tværs af sektorer, og som trækker på ny viden om, hvad der fremmer trivsel i børn og unge. Ikke mindst er det vigtigt at høre og inddrage børn og unge, når de løsninger skal findes.
Missions mål
At øge/forbedre den fysiske, psykiske og sociale trivsel blandt børn og unge i Danmark inden 2040.
Vi kan skelne mellem to forskellige former for mistrivsel. Den, vi kender, som kobler sig til fattigdom, bestemte socialklasser, armod, omsorgssvigt osv. Og så er der den nye udsathed, og det er den, vi ser vokse i de her år. Og det er, fordi den kobler sig til og produceres i samspil med uddannelsessystemet, med vores arbejdsmarked og også med hele den digitalisering, der sker i ungdomslivet
Missionens succeskriterier
Øget fysisk trivsel, fx
- At flere børn og unge har almen god sundhed
- At flere er fysisk aktive og har det godt med egen krop
- At flere børn og unge har gode søvn- og skærmvaner
- At færre har smerter og udvikler sygdomme
Øget psykisk trivsel, fx
- At færre børn og unge har bekymrende skolefravær eller afbrudte uddannelsesforløb
- At færre lider af psykiske problemer, er i kontakt med eller indlagt i psykiatrien
- At færre børn oplever mobning eller en utryg hverdag
- At færre føler sig ensomme eller udenfor
Øget social trivsel, fx
- At flere oplever faglig og social trivsel
- At flere deltager i fritidsfællesskaber
- At flere er under uddannelse eller i arbejde
- At flere er del af støttende sociale netværk
Ambitionen er, at vi får i gang nogle missionsprojekter, hvor vi arbejder sammen; forskere og aktører ude i samfundet
Det overordnede mål for missionen vil løbende blive suppleret med delmål for en række missionsprojekter. Delmålene skal være konkrete, målbare og tidsbegrænsede. De vil blive fastsat i dialog/samarbejde med en række eksterne aktører og samarbejdspartnere.