Delmål - Øge børn og unges fysisk, psykisk og social trivsel
Delmål - Øge børn og unges fysisk, psykisk og social trivsel
Et godt liv begynder med et godt børneliv. Derfor er det vigtigt, at alle børn og unge trives. De fleste børn i Danmark trives i deres hverdagsliv. Men flere børn og unge rapporterer om problemer med fysisk, psykisk og/eller social trivsel. Og på nogle områder er børn og unges trivsel særligt udfordret. Missionen har som mål at bidrage til at løse disse udfordringer og øge børn og unges trivsel.
Fysisk trivsel handler om børn og unges almene sundhed. Det kan fx handle om gode søvnvaner, at få sund mad, hygiejne fx tandbørstning, at være fysisk aktiv eller at opleve at have det godt med sin krop. Det handler også om at få god behandling for smerter og sygdom.
Psykisk trivsel handler om følelsesmæssig og mental trivsel i hverdagen. Det kan fx handle om at opleve tryghed, nærhed eller glæde, at have gode og støttende relationer modsat føle sig ensom eller udenfor. Det handler også om oplevelsen at kunne klare psykiske udfordringer og behandling af psykisk sygdom.
Social trivsel handler om at have det godt sammen med andre, og i de sammenhænge man indgår i. Det kan fx handle om at have gode venner og at være en del af og opleve at høre til i et fællesskab. Det handler også om at deltage og være med til at skabe noget sammen med andre modsat at føle sig udenfor.
Fysisk, psykisk og social trivsel er tre vigtige dimensioner i at trives. Men hvordan de hænger sammen generelt og for den enkelte kan variere. Børn og unge er forskellige, lever og vokser op på forskellig vis og med forskellige livsvilkår og muligheder.
Vi ved, at social og økonomisk ulighed og udsathed er en væsentlig forklaring på, at nogle børn og unge viser tegn på dårlig fysisk, psykisk og social trivsel. Men vi ved også, at mistrivsel ikke kun opstår og kan forklares med social og økonomisk baggrund.
Børn og unges hverdagsliv og miljøer har en særskilt betydning for, hvordan de har det. Det handler fx om de børne- og ungegrupper, de indgår i. Det handler også om, hvordan samfundets sektorer, systemer, professionelle og andre skaber rammer og betingelser for børn og unges trivsel fx i dagtilbud, skole, fritidsliv, uddannelse, arbejde og lokalsamfund.
Endelig handler det også om, hvordan vi som samfund fremmer trivsel i børne- og ungdomslivet gennem politik, lovgivning og indsatser.
Vi ved dog stadig for lidt om, hvordan vi øger børn og unges fysiske, psykiske og sociale trivsel fx
HVAD trivsel er for forskellige børn og unge herunder, hvordan de selv oplever trivsel og mistrivsel i hverdagen og over tid.
HVORFOR nogle børn og unge trives bedre end andre i hverdagen og over et livsforløb.
HVORDAN vi skaber bedre betingelser for og forbedrer børn og unges trivsel og ikke mindst: hvordan langvarig eller dyb mistrivsel kan forebygges
Den viden er vigtig for at kunne forbedre trivsel blandt børn og unge.
Mission øget trivsel blandt børn og unge har som ambition at udvikle ny viden og nye løsninger sammen med aktører i samfundet.